1*T1DNHQX0ASqhPNfdRTJ8QQ@2x.jpeg
 
 
 

Er Singularity University en sekt? 

 

Af Denis Rivin

April 2018

 

Der ulmer en tiltagende og berettiget kritik i Danmark af såkaldt singularisme, disruptionisme og teknologisk fetichisme. Men fokus er faretruende fejlplaceret, for det overskygger den essentielle og uhyre vigtige diskussion om generel teknologiforståelse i det danske samfund.

Den typiske kritik går på, at konsulenter og formidlere med teknologisk indsigt tager sig klækkeligt betalt for deres fremtidsviden, og at særligt offentlige institutioner ukritisk labber det hele i sig. Herudover har kritikken religiøse undertoner, når det kommer til et af arnestederne for aktuel teknologiformidling, tænketanken Singularity University (SU), samt dens tilhængeres overbevisning om en kommende alder af overflod, hvor man takket være teknologisk udvikling ænser en samfundstilstand med forsvindende knaphed, der gør kampen om materielle goder totalt omsonst.

Kritikken er berettiget, fordi enhver har ret til at være uenig i, om udviklingen går den rigtige vej. Det er et spørgsmål alle i samfundet bør stille sig, så ofte de kan. Men at verden disse år forandrer sig hurtigere end nogensinde før, og at det langt hen ad vejen er grundet teknologisk udvikling, er ikke rigtigt til diskussion.

 

Det ukendte

Tilbage i 1800-tallet opstod der et folkeligt oprør mod industrialiseringen. En gruppe kendt som Ludditterne mente, at samtidens teknologier modvirkede fremskridt og havde en dehumaniserende effekt på samfundet. Deres reaktion blev, at målrette ødelæggende men ultimativt forgæves angreb mod fabrikker og maskineri.

To hundrede år efter lever vi i en tid med den højeste globale velstand i verdenshistorien, langt hen ad vejen takket være den selvsamme progression. Men frygten for fremtiden, udviklingen og det ukendte kan meget let blusse op igen. I USA ser man allerede neoludditter angribe selvkørende biler og her i Danmark oplever vi en tiltagende men desværre unuanceret kritik i medierne.

Her klages som sagt over konsulenters honorarer, mens foredragsholdere sidestilles med prædikanter, teknologisk indsigt med åbenbaringer og modtagelige publikummer med sekt-aspiranter, der passivt afventer menneskehedens frelse i form af teknologi. Og de religiøse undertoner i forbindelse med Singularity-miljøet er langt fra nye. De er flere år gamle ekkoer, som har rikochetteret rundt så længe der har været begejstrede publikummer.

Men begejstringen udspringer ikke fra mødet med det metafysiske. Det er snarere et udtryk for den omnipotente hungren efter håb og optimisme, som de fleste med rationelle bekymringer på verdens vegne har – og som netop forløses under introduktionen til det overvældende spektrum af samfundsforandrende teknologier under udvikling, der på mest befriende vis understreger, at verden er langt fra tabt endnu.

 

Egen åbenbaring

Da jeg for første gang selv stiftede bekendtskab med feltet af såkaldte eksponentielle teknologier, var det under et ugelangt seminar i 2015. Seminaret hed Danske Idéer og var arrangeret af Anders Hvid, Laila Pawlak, Kris Østergaard, Henrik Føhns og Jan Madsen – nogle af Danmarks allerførste besøgende på SU og dem, der efterfølgende på hver deres måde og relativt egenhændigt, har importeret totalt tiltrængt teknologiforståelse hertil.

Under seminaret brugte man i semispøg en reference til populærkultur som pigmentet til den røde tråd: Scenen fra filmen Matrix, hvor protagonisten Morpheus præsenterer hovedpersonen Neo for et simpelt valg: Spis den røde pille og få indsigt i tingenes tilstand eller spis den blå – og vågn op i din seng, som om intet var hændt.

Analogien bestod i overført forstand af det faktum, at når vi som kursister først fik indsigt og forståelse for den reelle udvikling inden for bl.a. bioteknologi, nanoteknologi, robotteknologi, droneteknologi, kvantecomputere og kunstig intelligens, og ikke mindst den hastighed udviklingen er genstand for – ja, så ville vi være blevet begavet med en indsigt, der grundlæggende og for bestandigt omkalfatrede vores forståelse af verdens gang. Og lur mig, om jeg var den samme, efter i en uge at have fået præsenteret den ene teknologi efter den anden, der tydeligt beviste, at man nu er i stand til at gøre ting, der til forveksling minder om magi.

 

Mystikken omkring Singularity University

Singularity University kritiseres på den ene side for deres forretningsmodel, der betegnes som alt fra pyramidespil til kvaksalveri. Mest rammende i min optik beskrev futuristen Nikola Danylov det i 2015, da han i løbet af et 30 minutters bagholdsoplæg dekonstruerede SU for rullende kameraer. Her pointerede han, hvordan SU grænsende til monopoliserede viden om eksponentiel teknologi, banebrydende ledelsesformer og en drøm om bæredygtig overflod – og at de gjorde det fra et kontrært udgangspunkt, der bundede i drøntriviel økonomi: At skabe knaphed og rationere nyttig viden, for at profitere gevaldigt på det.

På den anden side har man de fabulerende hentydninger til det sekteriske i singularismen. Dette henviser til stifterne af tænketanken, Peter Diamandis og Ray Kurzweil, der som ypperstepræster forkynder frelse i form af en singulær sammensmeltning mellem menneske og maskine, hvor teknologi ultimativt redder menneskeheden fra dets synder og dets fejl. Heri ligger frygten for en global rekruttering af lemminglignende singularister, der med blår i øjnene sætter deres jubelidiotiske lid til endnu uopfundne teknologier og disses hypotetiske fremtidsløsninger på virkelige problemer, der eksisterer i dag.

Og grundet verdensbefolkningens uopslidelige tolerance over for uværdige forretningsmodeller ligger den egentlige kontrovers i sidstnævnte: Oplysningsdelen. Hvilket er et problem, da teknologiforståelse generelt er vejen frem.

Der opstår nemlig en kultur af indvielse, når befolkningen møder fremtidsforskeres tendenskortlægning og konfronteres med de mange teknologier, der unægtelig påvirker hvordan vi arbejder, holder fri, tænker, leger, føler og ikke mindst omgås hinanden i vores hverdag: Hvordan vi lever og hvordan vi dør. Det er her, religiøse undertoner melder sig og teknologiforståelse forveksles med en form for tro, da denne viden både er uhåndgribelig og svært begribelig på samme tid.

 

Tiltrængt teknologiforståelse

Men man skal være lidt af en too-cool-for-school-type, hvis man ikke tager notits af det faktum, at vi disse år lever i en verden hvor science fiction dagligt forvandles til science fact. Det er netop her, skellet opstår, mellem folk der ved og derfor tror – og dem der slet ikke ved. Dem der kender til livsforandrende genredigeringsteknologi og dem der ikke gør. Dem der forstår selvkørende bilers umiddelbare konsekvenser for samfundet og dem der ikke gør. Dem der kender til laboratoriefremstillet kødfrit kød og dem der ikke gør. Dem der ved, at solenergi allerede er blevet billigste energiform i verden og dem der ikke gør.

Når du har tilstrækkelig viden inden for lignende, banebrydende fremskridt inden for videnskab, teknologi og global udvikling, der i disse år alle er båret på skuldrene af teknologisk udvikling, så har du ikke bare opnået indsigt i den nære fremtid – du har også opgraderet dit begrebsapparat og drastisk øget din forståelse af den teknologiske virkelighed, vi lever i: Du er blevet i stand til at skabe egen mening på det 21. århundredes kompleksitetsniveau. Og så er du altså bedre stillet her i verden, om andre synes det eller ej.

Derfor er det vigtigt, at folk løsner grebet om deres støvdjævel og skelner mellem såkaldt singularisme og nødvendig teknologiforståelse for høj som lav. Selvfølgelig findes der ekstreme tilfælde af arrogance, men jeg mangler endnu at møde en gruppe mennesker i disse progressive miljøer, som passivt afventer en tidsalder, "hvor computere bliver klogere end mennesker, smelter sammen med dem og danner en ny, guddommelig livsform", som det 2. marts lød på forsiden af Weekendavisen.

Tværtimod har man typisk at gøre med nogle af de mest aktive og entreprenante mennesker i samtidssamfundet, der med FNs Verdensmål om kompas og en problemløsende mentalitet flittigt arbejder på at løse lokale problemer og globale udfordringer, der historisk set har været regeringers territorium. Tiden er nemlig i meget høj grad ved at løbe fra konventionel og nølende politik, for indsigt i teknologi har det med at inspirere folk, til at ville udrette store ting.

 

Det rigtige spørgsmål

Det rigtige spørgsmål i denne sammenhæng er derfor ikke, om Singularity University er en sekt. Spørgsmålet er, hvorfor vores samfund er indrettet sådan, at offentlige institutioner går intellektuel tiggergang hos konsulenter – og ikke som udgangspunkt er designet til at pionere innovation? Og hvad skal der til, for at iværksætte en folkelig oplysningsalder, hvor befolkningen udrustes med nødvendig teknologiforståelse og et moralsk kompas?

For jo, der er bestemt penge i at kunne sælge indsigt i fremtiden – det har alle dage været en både lukrativ og sagnomspunden industri. Men til forskel fra de sidste mange tusinder år, hvor druider, spåkoner og berejste beduiner forudså hændelser, der måske/måske ikke ville ske, ligger alle de forudsigelser du nogensinde kunne tænke dig om fremtiden og den teknologiske udvikling i dag frit tilgængeligt på internettet.

Problemet er, at kun et grænseoverskridende fåtal af mennesker i vores samfund interesserer sig for og opsøger teknologiforståelse på egen hånd, mens politikere på ingen måde synes fortravlede med at ændre på det. Og så længe det forholder sig sådan, vil fremtiden bestemt være dyrt til salg.